Nordlysgruppen har hvert enkelt medlems proces og udvikling som sit formål, men den er også en naturlig løbende efteruddannelse for coaches, terapeuter og andre, som arbejder med mennesker. Den er et frirum og et udviklingsværksted for alle, der er optaget af personlig og spirituel vækst og af at leve et søgende og meningsfuldt liv.
Gruppens arbejdsform er både struktureret og eksperimenterende og forbinder vidensdeling og praktisk udviklingsarbejde på en måde, som fordomsfrit bygger bro mellem både østlige og vestlige traditioner og erfaringer. Vi arbejder med en videnskabelig grundindstilling med respekt for vores vestlige kulturgrundlag. Fødderne på jorden, hovedet i himlen og et varmt hjerte. Grupperne mødes 2 gange 4 dage om året og ledes af Philip Neess. Philip har ledet udviklingsgrupper i mere end 30 år.
Skiftende temaer
Gruppen vil bredt fokusere på personlig udvikling (personligt lederskab, følelsesmæssig og social intelligens, mental træning og kommunikation) og spirituel bevidsthedstræning (dybere selvforståelse, essens, integritet, sand bevidsthed). Vi vil løbende fordybe os i specifikke temaer, som typisk vil forløbe over mere end 1 møde. Alle emner, som vi finder relevante og har ressourcer til, kan tages op. Temaerne vil tage udgangspunkt i, hvad Philip oplever, kan gavne gruppen.
Temaet for de første møder er ARKETYPER – sjælens programmer
Vi vil lære at tænke arketyper med henblik på bedre at forstå vores dybdepsykologiske mønstre og udvikle arbejdsformer, der hjælper os til bevidsthedsmæssig opvågning og udvikling af spirituel intelligens. Først ser vi på de fire fælles arketyper (barnet, offeret, den prostituerede og sabotøren), som alle mennesker har. Derefter de permanente arketyper, hvor vi hver har et antal, som gør sig gældende livet igennem. Derefter lejligheds-arketyperne, som træder i funktion, ved særlige lejligheder f.eks. i kontakt med bestemte personer. Hvert arketypisk mønster har en oplyst og befriende side, som når den slår igennem, får sjælen til at blomstre og giver os fuld frihed. Tilsvarende har hver arketype en skyggeside, som fikserer os, lukker bevidstheden og gør livet mekanisk. Arbejdet består i at lære sine arketyper at kende, møde dem med sand opmærksomhed og finde en strategi til at bringe dem i en oplyst tilstand. Vi tager frit udgangspunkt i C.G. Jung og Caroline Myss materiale om arketyperne.
Den løbende proces
På hvert møde vil vi arbejde med udgangspunkt i universelle udviklingsmetoder og principper. Vi har i årenes løb søgt inspiration i såvel østlige som vestlige filosofier, udviklingsmetoder og spirituelle praksisser, og det er på denne baggrund, vi har skabt vores arbejde og undervisning. Det er vigtigt at understrege, at vi tror, at det enkelte menneske selv skal finde sin vej, sin tro og livsopfattelse. Metoderne og arbejdet i gruppen er en støtte på vejen. Her er nogle eksempler på de mere universelle temaer og principper, vi kommer til at arbejde med. Planlægningen er intuitivt funderet og besluttes ad hoc. Det følgende kan give dig en ide om arbejdsfeltet:
v Bevidsthedsudviklende meditation er en fast og bestandig del af arbejdet. Vi vil meditere sammen 1-2 gange pr. dag med henblik på at understøtte, hver enkelt deltagers meditative praksis. Meditationerne vil bygge videre på Nordlys Meditationspraksis og den erfaring, hver enkelt deltager har. Der vil blive undervist og givet vejledning efter behov.
v Kommunikation og relationer. At kunne give udtryk for sine oplevelser og tanker og at forstå andre, før man forventer selv at blive forstået, er nøglefærdigheder i enhver personlig og spirituel udviklingsproces. Kommunikation er et ”værktøj”, man aldrig bliver færdig med at ”slibe”. Vi udfordrer og træner altid vores kommunikative færdighed og søger ind bag vores egen og andres udtryk.
v Principper for vækst. Vi fokuserer løbende på de universelle udviklingsprincipper og metoder og går i dybden efter behov. F.eks. proaktivitet, værdier, mål og prioritering, selvobservation, nærvær og empati, opvågning og frigørelse, omstændigheder og valg, selvansvarlighed og ”andreansvar”, alarmklokker, modstand, disassociering og niveauskift, …
v Kroppen og sanserne. Kroppen og vores måde at sanse og fornemme vil altid spille en rolle i udviklingsarbejdet. Der vil i skiftende omfang indgå fysiske øvelser, afspændingsteknikker, berøringsrelaterede balanceringsteknikker, Walk & Talk, afhængigt af de muligheder vejret og kursusstedet byder på.
v Coaching og den befordrende samtale. Der vil på hvert møde være øvelser / sessioner, hvor vi coacher, diskuterer og deler med hinanden. Gruppen er således et forum for at få personlige proces-problematikker behandlet. Som hovedregel vil denne del af arbejdet ske i relation til det aktuelle tema.
v Interaktiv udvikling og gruppeproces. En del af stoffet vil blive trænet i form af fokuserede samtaler i mindre grupper og debat i den samlede gruppe. Vi lægger vægt på, at hver enkelt kan udvikle sin egen forståelse og frit kan vælge, hvordan stoffet senere skal anvendes personligt og professionelt.
v Gruppeliv. Det er en del af træningen, at gruppen selv organiserer sig og tager vare på de fysiske rammer og praktiske opgaver i samarbejde i fornødent omfang med kursusstedet. Det vil variere alt efter om gruppen holdes som internat som i Norge eller på NORDLYS. Gruppen står selv for forplejning og rengøring m.v. Gruppen fordeler selv disse opgaver ud blandt deltagerne.
v Træningsgrupper mellem møderne. Gruppen organiserer sig efter behov i mindre grupper, som mødes fysisk eller evt. telefonisk mellem de fælles møder. Disse grupper organiseres efter lyst, interesse og geografi. I disse grupper kan stoffet viderebearbejdes og diskuteres, og vi kan give oplæg til f.eks. supplerende læsning og øvelser.
v De skiftende temaer. Hvert møde eller serie af møder har et bestemt tema i fokus, som vil blive introduceret gennem foredrag, oplæg, øvelser og oplevelsesdeling. Vi lægger vægt på, at teorier og oplevelser smelter sammen, så der bliver tale om en interaktiv, erkendelsesbaseret læringsproces.
Underviser: Philip Neess